Sankthansaften 2020 blev noget anderledes end vi kender, alt var aflyst grundet Corona epidemien, men alligevel opstod der impulsivt en dejlig aften med et fint bål i Gryden og den sædvanlige Midsommervise blev afsunget. Ca. 20 var mødt op til en fin og hyggelig aften i helt perfekt vejr. Der var ingen båltale i år, men Kuddi i nr. 28 berettede om en ældre dames finurlige måde at tjene penge på 🙂  

 

 

 

 

Sankthansaften 2019 bød på næsten vindstille og smukt solskin. Vi mener at dette åt var rekord med hensyn til antal deltagere. Ca 120 deltog i arrangementet, meget hyggeligt!

 

Årets båltaler var Jan Andersen fra nr. 34, læs talen her:

 Sankthans 2019

 

 

Båltale Bøsøre

 

Tak, fordi jeg må trænge mig på og holde båltalen her i Bøsøre. Bær over med mig – smid mig ikke på bålet, så hellere i vandet, hvis nu talen løber ud i sandet – som man siger.

Nå, vi får aldrig tændt bålet, hvis vi ikke får fyret op.

 En fremmed flytter ind – eller sådan cirka – er titlen på et afsnit i Matador. Ét af de første. Sadelmagerens hus er til salg for en god pris. Mads Skjern flytter ind i små beskedne kår. Økonomien stables på benene med hjælp af den stedlige grisehandler. Nej, penge lugter ikke. Den gamle bank i Korsbæk, lugter heller ikke lunten. Fremmed og farlig? Ven eller fjende? – og så alligevel ven til sidst. Men inden toppen af samfundet finder hinanden har borgerne og børnene – for længst taget den fremmede til sig.

Vi lever os ind i Matadorserien og ser, at kendskabet til det ukendte og udefrakommende er beskedent og fordomsfuldt. Familierne skal lige se hinanden an. I Korsbæk var begyndelsen og starten for den fremmede i det lille samfund op ad bakke, som det hedder i dag – mestendels fordi tilliden og ikke mindst mistroen fra den førende familie –  var større end muligheden for at øjne en god forretning. H. C. Andersen beskriver situationen med ordene; han ser aparte ud – han skal kanøfles. Senere sker forvandlingen fyldest og den smukkeste svane kalder på beundring og betagelse. Forvandlingen undervejs var nært endt galt – og med livet som indsats og i kraft af en hjælpende hånd på rette sted, lykkedes eventyret at nå sin happy ending for den grimme ælling. 

Nu vil jeg ikke påstå, at Mads Skjern er en smuk svane – det er nok mere hans bidrag til kommunekassen i Korsbæk, der folder vingerne ud og får den fremmede fugl til at flyve højere og højere op – helt op, hvor man bliver svensk konsul – Mads Skjern klarer sig fint med eller uden lånte fjer.

Når man toppen, uden man står på skulderne af nogen eller noget – måske ligefrem tramper nogen ned?

 

I hvert fald – I skyggen af stoltheden bliver det fremmede lukket ind. Vi kender udbruddet: Misse, kan han pakke sig. Og til sidst i serien, inden Mads Skjern rammer stjernerne, er han en tur i kanvassen, hvor han næsten bliver talt ud. Men spørgsmålet er jo, hvordan kommer man igen. Tilbage til Matador. Ikke alt nyt er lykkeligt og ren idyl uanset, hvor stor en rigdom man skraber sig sammen i Omegnsbanken. Ingeborg udbryder: Det er dig, der er syg i hovedet. Mads Skjern har afvist det nye, det fremmede og ukendte. Afvist sit eget kød og blod. Frygten og angsten for kærlighedens mange ansigter – begrundet i fordomme. Den man tugter elsker man. Et idiotisk citat – revet ud af sin sammenhæng. Mads Skjern, der går så fandens meget op i gud og hans pumpestok. Danmarks fiktive familiekrønikke om det nye og gamle i gamle dage. Det er tiderne – tidernes ugunst. Det kender vi også i dag. Det er tiderne – tidernes ugunst. Vi spejler os i fantasi og gamle dage. Når vi har brug for at bekræfte, at ridser, revner og buler er noget vi skjuler.

På hver sin side af Algade, er det tidernes muligheder. Solen skinner på stoltheden, og jo laver den står, jo større skygge. Hvor det gamle går i stå – kommer nyt frem. Det gamle må indrette sig – justere sig – tage en snak med plejer og gamle vaner – og det nye må have tålmodighed, ikke forcere – hvordan er det nu med hovmodet og ved jorden osv. Vi har i øvrigt meget at takke Lise Nørgaard for. Blandt andet lever hun af ord. Hun er i øvrigt 100 år – og stil going strong. Halvtreds år er midt i livet.

Udover et forråd af mad og drikke duer helten ikke, men vi lever også af vores ordforråd.

Jeg kan godt ordene, men taler jeg sproget med det ordforråd, jeg har tilrådighed?

 

En neger bliver lig med et krænkende ord  – og en muslim bliver lig med en kriminel. Finnerne går med knive, tyrkerne bander, kineserne spiser hunde. Tintin møder sjove, sorte i Congo. Vores børnesange skal renses for ubekvemme ord – nutiden er brutal mod tolerancen. Måske fordi vores relationer er væk. Vi lever i hver vores over- og underverden. Vi trækker tov med hinanden. Er det stof, der binder os sammen ved at blive revet itu? Vores fascination af det fremmede er blevet en frygt for sultanen – og vi tager flugten på det flyveende tæppe ligesom Hotja fra Pjort. Hvad er sandt? Hvad er falsk? Vi bliver snydt af vores uvidenhed.

Er vores humor blevet misbrugt i et overlagt, tosset øjeblik af overmod? Hvor tegningerne blev taget til mere end stregen. Satiren blev væk, fordi relationen blev til frygt. Dem og os. Begge veje. Det hele fejret med en lagkage.

 

At være en del af noget – stort og småt. Lov og ret. Og samtidig være udenfor. Alligevel.

 

For mig ligger stedordet vores ikke helt naturligt i munden endnu – her i Stentoften. Ikke fordi jeg er på vej op i et træ for at se og gennemskue alt med mine fremmede, frække øjne. Men fordi vores sprogs grænser er vores verdens grænser. F. eks.: Her hos os i Stentoften har vi det hyggeligt og rart med hinanden. Vi hjælper hinanden – og der er højt til loftet. Det tror jeg på, men hvad betyder hyggeligt og rart for mig, når jeg er i Stentoften? Jeg ved godt, hvad betydningen er derhjemme, hvor jeg bor, hvor jeg kommer fra. Jeg kender min nabo, min genbo og de andre i området. Jeg kender også deres familier. Jeg møder dem til fødselsdage, mærkedage – når de tilfældigvis kommer forbi – når vennerne og jeg drikker kaffe sammen. Eller møder hinanden i Bilka eller på Facebook. Ja, faktisk også, når juletræet skal skoves, og i kirken, når julen står for døren. Hjemme, hvor jeg bor, hvorfra min daglige hverdagsverden går sin jævne gang på jorden – ved jeg også, hvad betydningen er af; hyggeligt, rart og højt til loftet, og når vi ikke har det sådan sammen. Hvordan vi løser vores konflikter, hvordan vi ikke taler til hinanden i noget tid, glemmer at hilse med vilje, ser den anden vej – og ikke mindst, hvordan vi bliver gode igen. Begraver stridsøksen – får ordnet  og fjernet stenen i skoen og kommer videre. Vi har jo trods alt kun hinanden – og, i både medgang og modgang, er det o.k. at have det sådan – når det er dem, man kender – jeg har det sådan med. Tænk sig – en dag – har man det måske med den fremmede på samme måde. Jeg er stadig fremmed her i reservatet– skal jeg lave reservatet om, – som en udgave af derhjemme? Eller skal jeg lave mig selv om? Under alle omstændigheder har vi brug for hinanden. Du må selv være en del af den forandring, du ønsker at se i verden. Det gælder vel også, at man må være en del af den tilpasning, der er nødvendig for at have det godt – i det nye.

Tillid og fællesskab er drivkraften i skabelsen af alt, der involverer os mennesker. Tillid forbinder os. Og vi holder af tillid, og vi er gode til det – her i landet uden høje bjerge og med byger, der går og kommer. Det er sjældent, at man ser en dansker med en kniv i den ene hånd, uden at der er en gaffel i den anden hånd.

 

Nå, der er jo en første gang for alt – allerførste gang vi kommer til verden – kommer vi til et fremmed sted. Vi har svømmet godt og sikkert rundt – i vores eget tropiske vandland. I livets vand. Og en skønne dag går vandet. Ud med os. Med hiv og sving. Eller svup, uden besvær. Fra vand til land.

Det kan man kalde et vendepunkt. Vi kommer som fremmede skrigende til verden – i favnen på et kæmpe menneske med maske – og her troede jeg, at der var indført maskeforbud. Og så ryger man lige fra den ene ende af moder jords krop og op i den anden. Det er heldigvis naturens orden, at vejen ikke er omvendt. Det have været et større vendepunkt.

 Fremmed eller ej – eller mødet med et nyt klima.

Vi er dag på bagkant af et folketingsvalg og en ny regering på vej. Et vendepunkt – et goddag og velkommen tilbage til de gamle partier. Et omvendt jordskredsvalg.

Vi fejrer i dag – eller rettere her til aften – et vendepunkt mere. Sankthans, halvdelen af året er gået, vi er nået frem til toppen af de lyse dage og forude venter en god gang lyse nætter. Vi fejrer også 50 år for grundejerforeningen Stentoften – guldbryllup. Stentoften består – grundejerne kommer og går. De gamle, der ikke er her længere, og de nye der er kommet til, og så vores beboere, der har været med hele vejen.

Da min familie kom her første gang – faldt vi for stedet fuldstændig, og lige med det samme. Vi så; beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Huset, grunden, vejen til stranden, gryden, stranden og hørte om lovning på en ny badebro.

Afstanden fra Odense. Perfekt – helt indtil glæden. Vi kan vælge motorvej og landevej herned. Vi kan også vælge en Margueritterute. Uanset hvilken vej der fører til Stentoften, har familien følelsen af, at jo nærmere vi kommer, jo mere stiger humøret – selv om humøret allerede var højt hjemmefra. For os begynder vendepunkt, når vi drejer fra Svendborglandevejen ved skiltet, der viser mod Vormark og Bøsøre.

Det indvendige og udvendige tempo kommer helt ned – endda længere ned end politiet tillader: Vi kører 15 km/t på vores område her i Stentoften – selv om ordensmagten tillader 20 km/t. Og hvorfor? Fordi vi skal passe på vejen – så den ikke skal repareres, for det koster af den fælles kasse. Det ved vi, fordi vi bor her.

Vejen er i grunden ingen rigtig vej – det kan man jo ikke se, hvis man ikke lige ved det.

Jeg er sikker på, at det bliver et godt sted at være. Det tænkte i øvrigt hele familien på en eller anden måde, inden vi købte sommerhus her i reservatet. Vi er endda familiesammenført med min mor og hendes kæreste.

 

Vi har hørt om gryden som affaldsdepot i gamle dage. Måske hørte jeg forkert? Vi kunne ikke se det, da vi så gryden første gang. Vi hørte, at stranden er bedre nu – end i gamle dage. Det så vi heller ikke første gang, vi så stranden. Noget af vores hæk indtil naboen er for høj. Det så vi heller ikke, da vi stod i haven og glædede os over vores dejlige grund. Langsomt lærer vi Stentoften at kende. Langsomt lærer vi Stentoften at kende– som sommerfuglene ( fra Afrika ). Fremmede fugle– vi lever i sæsonen – sammen med andre sæsonfugle og de overvintrende – standfugle. Vi er fælles om at være frie fugle, der fouragerer. Vi slår os ned – et øjeblik og tanker energi.

Vi er også trækfugle – nogle er høge andre duer – krig og fred og kærlighed. Frihed er en sær størrelse – især hvis og når fordommene overskygger forstanden og forblinder fornuften.

 

Det betyder for mig, at fællesskab og tillid er vores guld. I guldminerne – og i andre miner – havde man i gamle dage paradisfugle, som gav signal om, at nu var det farligt at opholde sig i minen. Så var det bare om at komme af sted. Paradisfuglene sagde det ikke med lyde og fagter. De faldt simpelthen om. Ilten i minen blev fattig, og kunne ikke bidrage til fællesskabet åndedrag – den svage og skrøbelige eksistens måtte give fortabt – hele minesamfundet måtte give fortabt, fordi fællesskab og tillid var i fare. Først forsvinder de skrøbelige og så forsvinder de stærke. Fællesskab og tillid er guldmines ilt. Kvæler vi de svageste, kvægler vi vores guldmine, – og tilliden.

Alt afhænger af øjnene der ser. Naboer, snak over hækken. Rødgrød med fløde er noget, vi spiser. Bank under bordet – eller belånt til over skorstenen. En fremmed fugl, en sommerfugl, en due og en høg. 50 år er lang tid – og alligevel, hvor blev tiden af?

 Det er ikke sidste gang, vi møder en fremmed.

Vi var alle børn engang – som, hver fugl synger med sit næb – til jul – vi vil fred her til lands, som vi synger til sankthans.  

 

Tak for ordet.

 

 

 

 

 

 

Sct Hans 2018 

 

 

Ca. 80 – 90 mennesker var samlet til Sct. Hans. Bådlauget på på øl, vand og vin og efter den fine tale tale bød grundejerforeningen på kaffe og kransekage. Vi havde en rigtig hyggelig aften med smukt vejr og et lille båd i gryden, da det jo pga. tørken ikke var tilladt at brænde Sct. hans bål af.

 

Båltale ved Annnemarie Sigtenbjerggård

Båltale

Igennem årene har der været talt om mangt og meget her ved bålet ved stranden. Bl.a. om barndommens Sankte Hans og et andet emne har været ”de andre og os”. Jeg har valgt at emnet skal være ”én for alle – alle for én.

2018 startede med sloganet ”En for alle – alle for én”. Fagbevægelsen gik forårets forhandlinger i møde med disse ord. Det gik som det så ofte går, at der alligevel var nogen, der gik deres lidt egne veje, men Danmark undgik den største strejke i mands minde, og det var nok godt for os og for landet.

Senere blev det kronprinsens 50 års fødselsdag, der blev fejret i hele Danmark med ”Én for alle – alle for én”. 70.000 løb for kronprinsen og han løb for dem. Han kunne få folk ud af de små hjem og ud af løbe eller gå for sundheden. Han blev virkelig hele landets kronprins.

Én for alle – alle for én de samme ord finder jeg passer virkelig godt på vores lille paradis hernede.

Vi har Stentoften, Kløvertoften, Stubmarken og Klintholm Strand. Hver for sig er vi små samfund, men i det store og hele udgør vi jo en helhed. Vi går ture ad de små stier og veje – vi hilser på hinanden og taler sammen. Jeg føler virkelig, at vi kommer hinanden ved. Måske nok mest om sommeren, hvor der virkelig er folk hernede. Nogle mødes om morgenen til en dukkert og en lille snak på broen. Her bliver mange ting vendt og drejet og man får ønsket hinanden en god dag og nej, hvor er vi glade for, at der er kommet en midlertidig bro op. og hvor bliver det dejligt, når vi igen forhåbentlig får en lille hyggebænk for enden af en bro, og der igen bliver god plads til at fange krabber og rejer. Børnenes leg og glade latter – det er da vores alles nutid og fremtid.

Andre mødes senere på dagen her på fællesarealet til en snak om vejr og vind og for at endnu en gang at bekræfte hinanden i, hvor er vandet dog dejlig blåt, og hvor er der dejligt på Stentoften.

En aften, hvor man spontant mødes i Gryden med en kold øl eller et glas vin, det er da også noget, vi alle nyder. Har én noget, så deler man gerne. Igen én for alle alle for én.

Da tror jeg virkelig, at vi alle føler, at dette er livet, men også vinteren har sin charme. Med kulde og frost kommer der liv i brændeovnene og røgen stiger til vejrs fra de små hjem. Og er der noget mere hyggeligt end at gå en aftentur i tusmørke og så se stearinlysene blafre rundt omkring. For mig er det nok næsten den bedste tid hernede. Alt oser af Morten Koch. Hav og strand, røgen, der ligger over området, lysene i de små hjem og hvis vi er heldige et lille drys sne på buskene. Det er også Stentoften.

Nu er det jo ikke sådan, at verden kun er rent idyl. Det er jo et helt almindeligt sted med helt almindelige mennesker. Så ind imellem er der jo også folk, der kører for stærk – til stor irritation for mange og kun til glæde for føreren af bilen, som så kan komme 10 sekunder før frem til afstresning efter en hård tur over bumpene på vejen.

Så kan man jo også altid diskutere højden og antallet af træer i de små haver. Nogen vil have skygge og nogen vil gerne have sol, men ikke for at opfordre til alkoholforbrug, så tag dog en flaske vin under armen og gå på besøg. Jeg tror, det kan løse mange små irritationsmomenter.

Så er der jo også de små firbenede venner, som ikke er til at undvære.

Skal de i snor, eller kan skal de også nyde friheden. Ja, vi kender alle reglerne. De er gode på papiret, men ikke altid lige til virkeligheden. Har man eller styr på sit kræ og tager efterladenskaber med sig, så kan den regel vist nok bøjes lidt i ny og næ.

Er der noget bedre end en frokost eller en kop kaffe på terrassen? Jeg tror det næppe. Men hør, hvad er nu det, der sker? Det er sørme ens nabos græs, der lige skal høstes – og så lige den dag hvor moster Oda er på besøg. Det er ikke altid lige let. Igen kender vi reglerne, men som alle andre almindelige mennesker, kan vi godt lide at tilpasse dem lidt til vores egen lille hønsegård. Igen kan en snak over hækken løse de værste trækasserier og roen sænke sig over landskabet.

Altså helt almindelige mennesker et sted i det fynske. Et sted hvor vi kærer os om hinanden – nogen vil nok kalde det nysgerrighed, men jeg vil kalde det at komme hinanden ved. Vi holder øje med hinanden og vi hjælper, hvor og hvis vi kan. Vi tager del i hinandens liv. Det er i mine øjne Stentoften i dag – i morgen og forhåbentlig i al fremtid.

Mit causeri over livet og tilværelsen på Stentoften i Bøsøre kan vel ikke sluttes bedre af end med sidste vers fra Vi elsker vort land:

Vi elsker vort land

Og med sværdet i hånd

Skal hver udenvælts fjende beredte os kende

Men mod ufredens ånd

Over mark, under strand

Vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:

Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde

Dem vil vi fra livet med glædesblus holde

Vi vil fred her til lands

Sankte Hans sankte Hans

Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r tvivlende kolde

 

God sommer til alle

 

 

Sct Hans 2018

Bådelauget byder på øl, vin og vand fra kl. 20.30.

Annamarie Sigtenbjerggård holder årets båltale kl. 20.45.

Efterfølgende synger vi midsommervisen og grundejerforeningen byder på kaffe og kransekage.

Såfremt afbrændingsforbudet ophæves tændes bålet ellers hygger vi os bare.

Bestyrelsen

Sct Hans 2017

Godt 100 mennesker mødte op til en dejlig Sct. Hans aften, hvor vi i år kun fik få dråber vand og et meget flot bål. Jens Jochumsen holdt en flot båltale som kan læses herunder. Grundejerforeningen Stentoften og bådelauget  var vært for kaffe, kage og chips samt en øl, vin eller vand.

Skt. Hans tale 2017 af Jens Jochumsen

 

For nylig oplevede jeg en koncert med vores nationale skjald Kim Larsen. Han indledte koncerten med ordene ”Velsignet er den der sætter sig ned”

Uden nogen sammenligning i øvrigt, vælger jeg at blive stående.

Lige nu hersker der en stemning, som grønlænderne har et ord for: ”Quartsiluni”. Det betyder vist nok ”Den stemning der er lige før noget skal ske”

Alle her ved hvad der skal ske – vi har prøvet det før, men vi skal kun 10 – 12 år tilbage før denne Sct. Hans tradition ikke var indført på Stentoften.

Da gik man med ægtefælden eller kæresten på campingpladsen og købte en is til 30 kr. og hørte lejrchefen læse H. C. Andersen for børnene.

Nu har vi vort eget bål – bygget af kyndige folk fra området.

Som Røde Kors frivillig er jeg naturligvis stor tilhænger af genbrug.

Derfor er heksen i toppen fremstillet af genbrugstøj, og jeg kan garantere for, at lighed med herboende personer er tilfældig og aldeles utilsigtet.

Til det knytter der sig en lille historie – som også er genbrug:

En mand kommer lettere bedugget hjem efter en tur i byen sammen med gutterne.

I entredøren venter konen med fejekosten – for at slå et par sandheder fast.

” Hvad pokker” siger manden ” er du ikke færdig med at gøre rent endnu – eller skal du bare ud og have en flyvetur på kosten i anledning af Skt. Hans ?”  hvor til konen svarer ” det er godt med dig, du er nok i det muntre hjørne i dag, måske vil du låne kosten, for mænd har også været hekse engang.”

”Sikke noget sludder – hvor har du hørt det” spørger manden.

Konen: Man kan da se resterne endnu – bare synd at skaftet knækkede så langt oppe”.

Så er tonen ligesom slået an.

Overalt i landet samles folk – børn og voksne – unge og gamle, for at se heksen futte af og hylde landet med Drachmanns smukke midsommervise, og mange føler vel, at det er en særlig dansk aften og at det på den måde er selve danskheden vi fejrer.

Nu er det bare sådan med hekse og spøgelser – de findes kun hvis man tror på dem – og de kan vokse sig større og større i det uoplyste  – måske !

Vi har nok alle prøvet at tænde lyset for at se, hvad der gemmer sig i mørket og blevet forbavset over at se, at det meste er velkendt og problemfrit.

Men det kræver lidt mod at tænde lyset og konfrontere sine ”bussemænd” og ”spøgelser” og nogle gange, skal man måske have hjælp til det !.

Om lidt tænder vi bålet og hvis vi skal navngive heksen, så lad os da kalde hende ”ubetænksomheden”.

Lad os håbe at hun går til i flammerne og glæde os over, at vi er den lyse og oplyste tid.

Til slut vil jeg læse et lille digt fra samlingen:

”I en duft af rød Orlik og afbrændte tændstikker” af min gode ven og skjald Kaj Påske fra Langeskov:

Midsommer

Midsommer, atter et vendepunkt.

Fredelige tider i et hvepsebo.

Jagter efter latterligheden.

Friskplukkede jordbær.

Ærtebælge åbnes.

I en kort stund leves livet.

Livet er kun en kort stund,

Græsplænen er for lang.

Bukserne strammer,

Seler holder ikke maven på plads.

Nyheder – havesangerens frigjorte sang.

En tanke falder mig ind.

Dagen tilbyder sig –

Grib den dog menneske.

Hermed tak for ordet.

Jeg ønsker alle en hyggelig midsommer aften og en rigtig god sommer.

Jens

  

 

 

Sankt Hans tale 2015 – Kuddi

 

Der var en gang for mange, mange år siden i et lille land, der hed Bøsøre. Dengang var der kun to ridderborge i området. På den ene ridderborg boede den hjælpsomme ridder Baron von Jens Åge, hvor han herskede over det halve kongerige.  Den anden ridderborg tilhørte den vagtsomme kong Søren og baronesse von Irene. Alt foregik i fred og fordragelighed mellem de to ridderborge. Jorden omkring dem var frodig og alting blomstrede og blev høstet.

 

Men en dag i 1969 skete der noget skel sættende. En ridder kom til området og opdagede den frodige og stenede jord. Han gik straks i gang med at bygge sin egen lille ridderborg, på ingen måde prangende, men dog en ridderborg. Hvad han hed, er ingen der husker, men ridderborgen ligger der endnu.

 

Flere riddere, baroner og baronesser hørte om området, og begyndte at bygge hver deres egen ridderborg. Snart var hele området fyldt op med konger, riddere, baroner og prinsesser og andet godt folk.

 

Alle var lykkelige, klippede deres hække og passede hver sit arnested.

 

En sommer skete der så noget, en hybenhæk så dagens lys for første gang. Den begyndte at gro, den satte blomster og bær og blev det smukkeste, som Bøsøres befolkning nogensinde havde set. Den lille hybenhæk havde svære vilkår i starten, fordi det store bælt hav kastede saltede og kolde bølger ind over den. Men så skete det lykkelige. Havgus kongen forbarmede sig over hybenhækken. Havguskongen havde altid boet på havets bund og havde aldrig set noget så smukt, som en hybenhæk. Derfor tillod han ikke bølgerne at kaste sig ind over hybenhækken længere, men i stedet sagde han til bølgerne: Grav et hul ind foran den, som beskytter den for bølger. Midt i hullet lagde han en cirkel af sten, som symbol på, at her skulle Bøsøre folket samles og spise, æde og drikke. Der gik ikke lang tid før at de første riddere dukkede op sammen med deres fruer og god dunk vin. De lavede bål sang og dansede og det blev snart en tradition, at mødes foran den lille hybenhæk. Hybenhækken voksede sig stor og stærk som årene gik, de efterhånden lidt ældre riddere og deres fruer sad i læ bag den. Men som i et hvert andet eventyr, skal der altid ske noget som ikke er godt. Den onde ridder Saksehånd fra Revsøre kom en dag og klippede den smukke hybenhæk helt ned. Der var tårer i øjnene på Bøsøre folket og dem der sad på bænkene blev så kolde at de stivnede. Ingen kunne gøre noget, de sad der bare, og den nu igen lille hybenhæk, var lige ved at give op.

 

Men så gik der hundrede år og hybenhækken voksede og voksede, og blev så stor at næsten ingen kunne overskue det. De forfrosne på bænken var pakket ind i hybenroser og bær og kunne slet ikke bevæge sig.

 

Så en dag hvor solen stod lavt på himlen og alle var fortvivlede, skete det vidunderlige at ridder Lykke kom forbi på sin hvide hest med sit lange blanke sværd. Han kæmpede sig igennem hybenhækken, så dem der nu havde siddet der i hundrede år kunne komme fri.  Alle dansede og var glade og spillede musik, men da de vendte sig om og kiggede så de med skræk i øjnene at ridder Lykke havde sablet hybenhækken helt ned igen. Så var de lige ved at græde alle sammen, men så skete det forunderlige, som altid sker i et eventyr, at de kunne mærke havguskongen puste blide milde og varme vinde ind over dem. Og fordi der var gået hundrede år, så havde de selvfølgelig glemt, at havguskongen og den lille hybenhæk var gode venner. Og så kunne de igen tænde det store bål og danse og synge til den lyse morgen og så levede de næsten alle sammen lykkeligt til deres dages ende.

 

Tak for jeres opmærksomhed.

 

Kuddi

 

 

 

Båltalen Skt. Hans 2014 af Elin Jeppesen

 

Så kom stafetten som båltaler til mig. Tak for det.

Der er nogle tidspunkter på året, hvor jeg virkelig fornemmer at tiden er fløjet afsted. Et af de tidspunkter er  Nytårsaften og til Skt. Hans. Man synes jo lige, at man stod under rakethimlen for et øjeblik siden eller var tilhører og tilskuer til årets båltale og Skt Hans bål.

Det er især de to aftner, der får mig til at stoppe op og lade tankerne løbe tilbage på de måneder, der nu er drønet forbi, og samtidig får mig til at tænke, at det er med at være i det nu, der er lige her.

Fornemmelsen af at tidens hastighed accelererer år for år forstærkes for mig i takt med at håret  gråner. For år tilbage var det noget ”de ældre” sagde, og som man betragtede som noget sludder. Nu er jeg jo nok selv i gruppen af ”modne” folk, selvom synet på denne befolkningsgruppe jo også forandres sammen med en selv. NU hører jeg mig selv sige det.

Som sagt minder det os om, at det er nu livet skal leves, og det er nu man skal have det væsentlig for øje. Hvad er så det væsentlige for os som mennesker ? Jeg kan vist kun svare for mig selv – gøre mine egne tanker om emnet. Men ”lur mig” om ikke jeg deler disse overvejelser med andre.

Selvfølgelig er kærligheden til og samværet med familien en grundsten, en forudsætning hos de fleste. Familien, der i uvurderlig omfang er med til at gøre os til dem vi er. Familien udgør et vigtigt fælleskab for os.

At tilhøre fællesskaber er livgivende for os mennesker. Det kan være fællesskaber på en arbejdsplads. Nabofællesskab, fællesskab med gode venner, fællesskab omkring en interesse eller fællesskab omkring en fælles historie.

Her i Bøsøre er vi også del af et fællesskab. Nogen har været med i fællesskabet i mange år, måske endda i generationer, andre af os har kun været med i få år. Få år, der allerede er blevet til 9 år.  Det er måske ikke det tætteste fællesskab, vi er medlem af. Måske snakker vi med  naboen over en kop kaffe eller en øl. Måske har vi kontakt til hinanden, når vi har brug for at låne et eller andet eller har brug for en hjælpende hånd.

Fælles er vi dog om at elske netop denne plet på Fyn. Fælles om at holde af udsigten, roen og fuglesangen og mågerne netop her i Bøsøre.

Når den travle hverdag afbrydes af dage i sommerhuset fornemmer man at pulsen falder så snart man drejer ned ad Klintholmvej. Pulsen falder, vejret kan trækkes helt ned i maven

Jeg øver mig i at lægge arbejdslivet mangfoldige udfordringer af mig, at falde til ro og suge naturens mange indtryk til mig.

Syrenerne, hybenroserne, guldregnen, roserne og hyldeblomsterne og alt det andet smukke og duftende der er en del af denne plet. Sanseindtryk for øje og lugtesans, som man i en travl hverdag overser og glemmer at glæde sig over. Men det gør man her på vores fælles plet. Her kan vi sanse og her kan vi lade op.

 Mødet, en hilsen, en lille snak om dagens vejr og vandtemperaturen og signalværdien i, at de mennesker, man møder, også lever i lige netop det nu, der er , sender et smittende signal om ro og livsnydelse.

Tilbage til denne aften. Denne midsommeraften, hvor vi igen står sammen i vores fællesskab og på den plet som vi er fælles om at holde rigtig meget af.

Vi står her midt i sommeren. Vi glæder os over den og indånder den i fulde drag. Glæder os over hvad foråret og sommeren allerede har bragt og hvad de kommende måneder vil bringe.

I sangen finder man oftest de stærkeste billeder, de stærkeste sanseudtryk. Derfor vil jeg synge de  3 sidste vers af Piet Heins dejlige sang sommerens ø :

Her mellem havet og himlen og stenene
Nynner en langelig sang,
Samlende alt, som har været forenende

Alt, som skal være engang.
Stranden, den stride, bestormet af vandene,
Lægger sin vandrende ring

Lukkende rundt om de varige, standende
Enkle og evige ting.
Tavse mens druehyld løfter mod rummene

Sommerens glødende bær,
glider vi ind i den syngende, summende,
susende sommer og er.

Jeg ønsker alle en rigtig dejlig sommer og tak for vores fælles møde her i vores elskede Bøsøre.

 

 

 

Båltalen Skt Hans 2013 af Poul Terkelsen

Efter at have været væk fra Skt Hans arrangementerne i en del år, er det  faktisk rart at være tilbage.  Vi har i vores familie haft en anden tradition omkring Skt Hans aften, hvor vi samledes i vores mors barndomshjem og brændte bål i nærheden, men nu er jeg igennem nogle år blevet opfordret til at holde båltalen her Skt Hans aften, først af den forrige formand for grundejerforeningen, Gurli, men her lykkedes det mig at “slippe” lidt uden om. Da vi så holdt møde i bestyrelsen i vinter, kunne jeg godt fornemme på vores nye formand, Karen, at nu skulle det være min tur! Hun havde truffet sit valg! Jeg kom i første omgang af sted med at tale om travlhed i firmaet og andre gode undskyldninger, men på det næste møde  havde hun ikke glemt idéen og efter endnu lidt snak frem og tilbage, begyndte Karen at spille sine trumfkort ud. Det var ikke noget særligt at skulle holde denne tale, det gik let, jeg var en af “de gamle” beboere og der var lang tid til osv-osv, det som så endelig fik mig til at sige ja var, at hun lovede mig opskriften på en tale. OK, tænkte jeg, så lad mig da gå i gang og så finder jeg vel også tiden til dette. Jeg fik udleveret opskriften; “Sæt dig hen til din computer, drik et par glas rødvin, så kommer det hele af sig selv”. Det lød fint i mine ører, så jeg satte mig en sen aften foran min PC med rødvinen og efter et par glas tænkte jeg at jeg lige ville læne mig lidt tilbage i stolen for  at tænkte det hele igennem, det gik ikke for jeg faldt i søvn!  Så der blev ikke skrevet meget tale der.

Nå, men nu står jeg her og synes det er dejligt at være her igen til Skt Hans og det er da helt rigtigt hvad Karen sagde, jeg var kun en lille dreng på 4 år i 1967 da vores forælder købte grund her i Stentoften nr 41, så jeg har været her i mange år. Jeg husker tydeligt den kæmpe store, åbne græsmark, hvor der blot lå et par huse, jeg er lidt usikker på rækkefølgen, men Inga og Erling i nr 62 lå her i hvert fald og et lille sort hus lige heroppe bagved, som senere blev Aksel Petersens og vi byggede så som nr 2 eller 3. Her var virkelig tale om havudsigt i de første år, det kan jeg love for, hele vejen fra nord til syd – helt fantastisk! Nu er der jo vokset lidt træer og buske op i første række, men vores “for-boere” er flinke til at skære ned og fælde lidt i ny og næ, så vi stadig kan se havet. Det er dejligt. Vejen herned til var en gammel markvej langs Jens Åges have og om efteråret blev det helt galt med huller som vi sad fast i. Den vej blev flyttet ud til den vi kender i dag og netop vejen har været drøftet tit, men det kommer jeg tilbage til.

Skt Hans arrangementerne begyndte nede i Jens Åges mose, som ligger oppe ved vejen, der hvor der står en række meget gamle piletræer. Vi var ikke mange de første år, jeg husker Inga og Erling var med, fordi vi og deres drenge sad oppe i de gamle pile og havde det vældig skægt og hyggeligt der.

Disse arrangementer stod på i nogle år, jeg har lige tjekket med Jens Åge, han mener at de stoppede i 1972-1973, idet der dengang blev placeret en højspændingsledning tværs over mosen på træpæle, som forhindrede at vi kunne brænde bål der. Det var simpelthen begyndelsen på det hele og man besluttede så efterfølgende i bestyrelsen at fortsætte Skt Hans arrangementerne med bål her i gryden hvor vi nu står. Der blev også arrangeret en fest med et grønt træhus heroppe foran gryden og her var der virkelig gang i den, det skal jeg love for! Disse fester fortsatte op til midt i 80-erne, i følge de gamle regnskabsbøger. Arrangementerne bliver stoppet fordi gryden begyndte at ligne en affaldsplads, der blev simpelthen kastet for meget affald herned i løbet af året. Det var også i den forbindelse vi i vores familie fik nye traditioner omkring Skt Hans aften. Vi skulle så helt frem til midten af 90-erne, før der igen kom gang i et arrangement til Skt Hans aften. Der kom nye beboere til som foreslog at  det kunne være hyggeligt med en genoptagelse af et arrangement Skt Hans aften og det er så det som vi  kender i dag og stadig arrangerer og det er da bestyrelsens plan at disse arrangementer skal fortsætte.

Der er en Skt Hans aften som jeg særlig husker, det må have været 1978,  hvor der som sædvanlig var rejst det velkendte grønne træhus heroppe på bakken og huset var festligt pyntet, det var arrangeret musik og underholdning. Dengang var det sådan at hvert hus mødte op med egen madkurv og drikkevarer, så foreningens udgift var træhuset og musikken. Jeg var 15 år og var begyndt at kigge lidt efter de unge piger. Der var en oppe i nr 24 som jeg synes så rigtig sød ud og jeg tænkte at jeg måtte i kontakt med hende tiul festen. Vi blev placeret i huset og fik et bord næsten overfor det som hun sad ved, så der var lidt øjenkontakt under spisningen. “Det her går fint”, tænkte jeg, så skulle vi ned i gryden for at brænde bål og derefter tilbage i huset til musik og dans. Jeg fik hende også med ud på dansegulvet og efter lidt tid tog jeg så mod til mig og spurgte om vi dog ikke skulle gå ud for at få lidt luft! Jo, det var hun da med på og vi gik hen til badebroen, som dengang lå noget nordligere end i dag. Vi satte os ned i græsset, det var lidt vådt af duggen, så hendes finde smarte kedeldragt blev lidt våd bagpå – det var ret tydeligt at se – så da vi efter lidt tid(og lidt kys) kom tilbage mødte vi en noget vred mor som begyndte at skælde en del ud. Jeg måtte bare stå der og modtage de verbale øretæver og forsøgte at sige at der ikke var sket noget , men det hørte hun ikke. Pigens far sad blot og kiggede ned i bordet og da jeg havde fået mine skæld ud, løftede han hovedet og sagde; ” Vil du have en bajer?”    Så var det ligesom i orden og vi kom da også sammen i et par år indtil at vores veje måtte skilles. 

Festen ebbede ud og vi var nogle stykker som blev hængende ved et bord. Dengang som nu var det almindeligt at de som boede på Stentoftegården kom ned og var med i festlighederne.

Manden deroppe havde drukket lidt rigeligt med øl og mente på et tidspunkt at han ville spærre vejen for os med en bom ud for gården, så vi ikke kunne køre ned til sommerhusene. Det blev der selvfølgelig en del diskussion om og lidt senere mente vi at vi da vist hellere måtte følge ham hjem, for nu var det ved at være nok med hans snak. På vej op ad vejen begyndte han igen og gik pludselig til angreb på en af os. De væltede lidt rundt men vi andre fik ret hurtigt fat i kraven på ham og nu forstod han så at han skulle gå hjem.  Så I kan nok forstå at det var en aften med store oplevelser for en 15 åring knægt og “voldsepisoden” blev da også omtalt løbende den sommer, kan jeg huske. Det har gjort indtryk og sat sig fast så det er muligt at holde denne tale 35 år efter. Det er lidt sjovt, synes jeg.

Nu vil jeg så blot ønske jer alle en fortsat god Skt Hans aften og håbe at disse arrangementer fortsætter med så stor en deltagelse som nu.